Deathwatch

Ind i gabet

2-428-000.M42, 0900

2-428-000.M42, 0900
(Missionen gives)

2-428-000.M42, 1300
(Ankomst til moderskibet)

2-428-000.M42, 1800
Tusinde små afskygninger af Tyranider løber mellem benene på jer, da I forlader moderskibet, som rotter fra en synkende skude. Da I omsider kommer ud på “skroget” er det tydeligt for jer, at slaget er vendt: Tyraniderne er forvirrede og flyver rundt uden retning. Nogle skibe skyder – og fortærer – hinanden.

Jeres skib hænger fast på ydersiden af skroget, men den evigt forandrende overflade har næsten flået det løs. Med fælles hjælp lykkes det jer at komme ombord og flyve i sikkerhed, før flådens kanoner bliver rettet mod jeres kampplads.
Selv med Tyranidernes forvirring er der stadig rigeligt med krydsild og I klarer ikke turen uskadte. Jeres skib bliver ramt flere gange og det er kun med jeres talent at I alligevel laver en nødlanding på Watch Fortress Erioch.

Med Tyranidernes forvirring er der lige odds for begge hære, men disciplin og erfaring vinder denne gang over rå styrke. Titusindvis af Imperiets soldater lader livet på fronten, men Hive World Vanity, beboet af milliarder, som kampen fandt sted over, undgår en massiv invasion. Nogle få delinger af fjenden lander på planeten, men ikke nok til at være en seriøs trussel.

På Erioch går de næste fire dage udelukkende med ceremonier, både for de faldne og for de sejrende. Jeres ceremoni foregår i relativ stilhed, overværet af Watch Captain Claudius, Chaplain Titus Strome, Commissar Falco Sander, Inkvisitor Inshabel og 10 Deathwatch Keepers, der stiltiende ser til.

“65 milliarder civile på Vanity og tusindvis af soldater lever i dag på grund af jer.”, siger Claudius, mens en tjenestemand fastgør et Purity Seal på hver af jer. “I gør jeres Chapters ære, men lad det ikke stige jer til hovedet. Deathwatch er det bedste menneskeheden har at byde på og først nu er I vore brødre.”
“Dagens slag var af stor betydning, men vi ser kun på en lille brik af den større konflikt. I får rig mulighed for at tjene Kejseren igen. Må Han våge over jer.”

Chaplain Strome træder frem til hver af jer efter tur, tager jeres Purity Seals i den ene hånd og jeres skulder i den anden. For hver af jer gentager han bønnen:
Imperator, ora pro nobis peccatoribus
Nunc et in hora mortis nostrea.
In hora mortis meae voca me.
Et iube me venire ad te,
Ut cum Sanctis tuis laudem te.
In saecula saeculorum.
Ave Imperator.

Da den sidste bøn er sagt går Strome tilbage til sin post ved siden af Claudius, som fortsætter:
“I har fortjent hvile. Tre dage har I, til at komme jer. Derefter har Imperiet igen brug for jeres tjeneste.”


Objectives

  • Primært: Ødelæg the Hive Mind ombord på moderskibet.
    • 500 XP
    • 1 Renown
  • Sekundært: Ødelæg Spore Cannon og Spore Generator.
    • 100 XP per stk. (200 XP i alt)
    • 1 Renown hvis begge klares
  • Tertiært: Skaf en ren prøve at Hive Fleet Dagons genetik.
    • 100 XP
    • 1 Renown
  • Valgfrit: Tag et Tyranid Prime kranie som trofæ.
    • 200 XP
    • 1 Renown
  • Valgfrit: Red overlevende mennesker ombord.
    • 100 XP
  • Hemmeligt: Commissar Falco Sander overlever.
    • 1 Renown
  • Hemmeligt: Kasrkin squad overlever.
    • 100 XP

Ialt: 1200 exp og 5 renown.

Comments

Jeg ser det stadig, jeg ser, jeg ser det stadig… siri få de væk, FÅ DET VÆK. Siri det sidder i mig. jeg kan se det med lukket øjne, det er der hele tiden. Alt den smerte, alt den vrede, det sidder herinde. Det visker til mig i onde tunger, det råber til mig i vrede, men Siri det er min egen stemme. Det er mig der visker lumske tanker til mig selv. Men jeg er Ultramarine jeg ved hvad der er ret. Jeg ved hvem af mig der taler sandt. Thaliart er en god mand, da vi kæmpede mod deres flåder var han en tjener af kejseren. Han kunne fra egen hånd destruere mere af fjendens flåde, end hvad torpedoer og mekanik kunne klare. Vi skal bede mere for maskinerne, mind mig om at bede Richter om at velsigne vores våben inden næste mission. Han gjorde ikke meget i denne kamp, han var meget passiv. Især den sidste del af kampen inden i bæstet var hvor kære broder ikke sig selv, næsten som han var styret af en anden. Thaliart måske? de to har aldrig kunne lide hinanden… hmmm… ja… ja du har ret. Thaliart gjorde det, det var ham der svækkede Richter med hans tricks. Nej NEEEJ hver stille. Thaliart kæmpede om nogen mod deres psykikker, det var den der styrede ham, den der fik Thaliart til at visse os det… arhh bare tanken om synet for min krop til at smerte. Hvorfor skulle vi se det, hvorfor… ja præcis, ja det giver mening. Han er ond, han er en af dem, men han hjalp os med at dræbe både kanon og skjold generator, han er en af os. Vi slagtede fjenden sammen og sænkede deres flåde. Vi gjorde det for Kejseren. SHHH vi gjorde det for kejseren. De truede imperiet, og vi svarede igen, ja, jaa jeg slår hårdt ned på alle der truer imperiet, vores fjender skal dø.

Ind i gabet
 

Eremiels erindringer af Ind i gabet

Watch Fortress Erioch
Inden teamet blev underrettet om vores næste mission, tilså jeg endnu engang Storm Hawk for at forberede mig på min, måske, sidste mission. Jeg vidste at denne mission ville være en af de vigtigste i min karriere, og måske endda den sidste.

Briefing
Vi tog direkte til vores skib. Briefing af missionen var kort og præcis, og der var ingen tvivl om at dette ville blive vores mest betydningsfulde mission, og også vores sidste. Målene på vores mission var afgørende vores videre kamp mod tyraniderne.

Skibet
Jeg startede motorerne, lukkede landgangen og satte kursen på min nav-com. Mine hænder rystede da jeg endnu engang tjekkede artefaktets tilstand. Jeg kunne stadig mærke dens puls i min krop. Jeg satte mig tilbage i cockpittet, og konfirmerede vores kurs.
Kasrkin og Commissar Falco Sanders skibe var lige i hælene på os da vi nåede frem moderskibet. Det var et enormt bio-skib. Selv på lang afstand kunne jeg fornemme dens enorme masse i det ellers tomme og mørke ingenting. Det var her vi skulle finde hjernen og oprindelsen til den store invasion vi tidligere havde kæmpet imod på Tantalus.
Jeg lagde an på flanken, men opdagede en hel flåde af tyranide-skibe som omkransede moderskibet. Der var ingen tvivl om at vi ikke alle kunne nå frem til moderskibet i live. Jeg holde kursen, mens Sander og Kasrkins skibe fulgte efter. Tyraniderne kom hurtigt indenfor rækkevidde med deres torpedoer, som fik både Sander og Kasrkin til at ændre kurs direkte ind mod moderskibet og resten af tyranideflåden.
Sanders besætning havde kollisionskurs imod moderskibet, og skød alt ned på sin vej. Jeg styrede vores skib efter samme kurs, men fik krænget skibet ud på flanken, så ikke alle vores våben var manøvredygtige. Vi blev kraftigt beskudt fra begge flanker, og jeg måtte utallige gange krænge skibet til sit yderste med displacement- og high g barrel rolls og enkelte gange måtte jeg udføre en guns defense eller en high yo-yo defense manøvre, for at undgå torpedo-kuglerne fra tyranidernes våbene. Det regnede ned over os med lys og kugler, mens mine brødre tumlede rundt i skibet og havde svært ved at ramme noget under disse manøvre.
Sanders skib blev skudt ned og styrtede direkte ind i det enorme moderskib. Jeg så det forsvinde videre ind i bio-skibet, hvorefter Kasrkins og mit skib prøvede at lande i en udhulning ikke langt derfra.

Ankomst
Alle var uskadte, men vi blev hurtigt sat på en ny prøve… at komme ind i selve skibet. Jeg havde aldrig set noget lignende dette syn. Det lignede at vi befandt os inde i et væv af muskler og sener som hele tiden ekspanderede og kontraherede med enorme kræfter.
Vi kom heldigvis alle levende igennem, men undervejs blev vi angrebet af tyranider som med stor behændighed manøvrerede moderskibets væv i modsætnings til os andre.

Generatorer
Der var et gangsystem som alle var overrendt at små tyranider der alle løb rundt i alle retninger. Alle vægge, gulve og lofter blev endnu mere levende af disse små tyranidekryb. Flere af dem hoppede på os, men kunne næsten ikke holde fast på vores tykke rustninger.
Efter et dyk i ubeskrivelige væsker kom vi til, hvad det lignede spore-generatorer. Jeg affyrede min jet-pack og landede et slag midt i den nærmeste af dem, som eksploderede med en mærkelig dunkel lyd. Kasrkin og mine brødre kom hurtigt til og skød på de andre generatorer. Inden de nåede at skyde den sidste ned, hoppede der to genestealers (Corporaptor Hominii) ud for at beskytte generatorerne eller bare for at bruge vores væv til tyranide-yngel.
Efter at have flækket en af dem i to, dykkede vi tilbage til gangsystemet.

Trofæet
Vi fandt et enormt rum som var fyldt med tyranide æg i utallige lag op, som var det en uendelig lagkage af rogn med et loft jeg kunne skimte højt over os. Bagerst i rummet lå en kæmpe tyranid prime. Det var måske min sidste chance for at få et af de trofæer som flere af mine Blood Angels brødre snakkede så meget om hjemme på Watch Fortress Erioch.
Jeg affyrede endnu engang min jet-pack med fuld fart. Jeg landede direkte ind i tyraniden som lidt efter slaget rejste sig idet jeg hoppede tilbage til mine brødre. Fra en gang bagerst i rummet spang en horde af mindre tyranider ud, men både Richter og Thaliart var parate og haglede dem ned inden de nåede os. Tyranide Primen kom hurtigt hen imod os og med og prøvede med utallige slag at ramme mig. Jeg stod med ryggen mod mine brødre mens jeg trak Storm Hawk langt tilbage over skulderen for derefter at slynge det med et fast greb igennem tyranidens arm og videre gennem dens krop. Kæden på Storm Hawk skreg stadig, da den kom ud skar indefra og ud på tyranidens tætte panserhud.
Jeg skar trofæet af, ved at separere hovedet fra kroppen med et velplaceret hug.
Dr. Hauer tog flere prøver fra tyranide dragons, og vi var klar en videre tur gennem gangsystemet.

Sander
Vi nåede til en ubeskrivelig sø af syre, hvori noget jeg kendte stak op. Det var svært at se hvad det egentlig var, men det formede en slags platform i syren, som vi alle hoppede ud på. En lem i platformen førte os ned i et rumskib. Thaliart og Hauer gik dybere ind i skibet, mens jeg blev ved indgangen og undersøgte de nærliggende rum. Jeg hørte pludselig en masse larm og skrig. Jeg løb efter lyden og nåede at se mine brødre i kamp med flere genestealers. Thaliart havde trængt den op i en krog og det var umuligt at ramme noget uden at risikere friendly fire. Tyraniden hoppede op på Thaliart med et sidste skrig. Marinen kneb en sidste energi ud og overvandt tyranidens angreb som nu lå livløs på gulvet. Jeg så Thaliarts krop slæbe sig over til Dr. Hauer, men inden doktoren kunne hjælpe den sårede marine, kom et råb fra den mørke uudforskede gang dybere inde i skibet. Sander og hans styrker kom løbende ud af mørket med flere genestealers i hælene. Alle kom på benene og afværgede de første par slag som tyraniderne forgæves prøvede at få ind på os. Kort efter så vi en syreflod nærme sig over skibsgulvet med højere og højere fart. Vi løb mød mod indgangen, hvor vi kom fra. Lige ved indgangen snublede en af menneskene og til alt held løb doktoren hen og reddede ham i sidste øjeblik. Jeg nåede lige at se 2 af tyraniderne drukne i syren inden vi hoppede op på platformen igen ude på skibets skrog. Vi prøvede alle at hoppe ud af syresøen, men fortumlet efter flugten i Sanders skib, snublede vi næsten alle i syren og Dr. Hauer måtte give os en behandling for at komme på benene igen. Selv Thaliart fik det bedre, og var igen kampklar.

Afgrunden
I samlet flok gik vi ad en gang som endte i en afgrund, som virkede til at fortsætte i hele moderskibets længde og måske endda ud i det ydre rum. I dette tomrum tårnede sig nogle søjlelignende muskler op, som vi bruge som platforme. De dannede en slags sti hen til et hul i væggen som førte til et ukendt rum. En efter en hoppede vi alle ud på disse platforme, men inden alle var komme ud hørtes en hær af skrig ovenfra. Flere flokke af tyranide gargoyler styrtdykkede direkte ind i os og indledte en heftig kamp som vi kæmpede fra disse platforme. Jeg slog min jet-pack til og gav tyraniderne af deres egen medicin, -luftangreb som jeg kender det bedst. Gang på gang fløj jeg rundt og svingede Storm Hawk med smidige slag mod de bevingede bæster til vi alle havde kastet hver vores håndfuld af dem i afgrunden.

Hive mind
Med lette og uforstyrrede hop kom vi ind i et lukket rum med kæmpemæssige søjler af sener og kød. Et syn og en dunken i kroppen jeg aldrig har følt før. En følelse af afmagt, depression og kaos spredte sig i mit sind. Der var helt sikkert noget vigtigt i dette rum!
Jeg smurte Storm Hawk med en af Dr. Hauers gifte, som tyraniderne skulle lide en hurtig død af. Thaliart havde tydeligt vis svært ved at fokusere på situationen, så jeg løb hen og placerede Storm Hawk direkte i den nærmeste muskel-søjle. Den mærkelige fornemmelse i min krop blev stærkere, men Kæden på Storm Hawk flænsede sig dybt ind i kødet. En hurtig muskelbevægelse fra en fjern væg fremskubbede en enorm tyranide kriger. Sander, Kasrkin og mine brødre lagde an til angreb som bare resulterede i endnu flere krigere som væltende ud af muskelvævet i væggene.
Min blodtørst fyldte mine årer og spredte sig ud i hele min krop. Jeg krøb sammen for tage afsæt i et enormt spring hvori jeg affyrede min jet-pack endnu engang. Jeg brugte Storm Hawk som en forlængelse at min krop, så jeg dannede en spydform og ramte en tyranidekriger med al min kraft. Jeg gav slip på min indre tørst efter blod, og placerede gentagne vitale slag dybt i kødet på bæsterne. Da jeg ikke kunne nå flere tyranider med mit sværd måtte det bide i endnu en kødsøjle. Mit hoved begyndte at værke og min arm ville ikke lystre selvom min hjerne tørstede efter blod.
Hver gang en tyranidekriger faldt kom endnu en ud af moderskibets vægge som var det hidkaldt på magisk vis.
Pludselig hørte jeg en øredøvende lyd bag mig. Jeg vendte mig for at lave endnu en flyvende angrebmanøvre mod kilden af lyden, men så til min forbavselse at Sanders-tropper blev flænset af en tyranidekriger, med en enorm kanon-ligende ting, der væltede ind i dem. Jeg samlede mine tanker om mit angreb og hoppede så. Først i dette øjeblik opdagede jeg hvilket monster af en tyranide jeg havde kurs mod. En Zoanthrope. Jeg havde kun hørt om disse enorme kraft fulde tyranider, men havde aldrig troet at de kunne udstråle en sådan energi. Jeg plantede et slag på tyranides hud, men det prellede af fordi jeg ikke havde været præcis nok med min angrebsvinkel. Zoanthropen lagde an til et angreb og jeg nåede lige at svinge Storm Hawk for at ramme en lysende kugle der som ud af tyranides våbenlignende arm. Kontakten med kuglen og Storm Hawk gav et kæmpe stød igennem min power-rustning som havde jeg været ramt af en rhino i direkte fald fra himlen. Mærkeligt nok blev jeg stadig stående på mine ben. Jeg hørte skud bag mig og i samme sekund som de borede sig ind i Zoanthropen lagde jeg to lynhurtige slag i dens kød, og den faldt til jorden med et brag. Jeg så mig tilbage og nu stod der kun én søjle tilbage og to tyraniderkrigere. Mange af Kasrkin tropper var faldet, men de sidste så ud til at kæmpe lige så ærefuldt som nogle af de mest berømte mariner jeg har mødt. Commissar Falco Sanders havde flere store kødsår som var blottet af hans lasede rustning, men også han holdte hovedet koldt og sigtet stille når han pegede sin bolter mod de mange gange større tyranidekrigere.
Vi omringede dem og det lykkedes os at hugge den sidste søjle over. Skriget fra de sidste to tyranider fik stilheden i mit hoved til at runge, da jeg mærkede en klarhed i mit sind som en lysende energi der kom inde i min krop. Jeg følte mig mere klar i hovedet selvom jeg havde et stor kødsår ned at mit venstre ben.

Kanonen
Jeg strakte benet ud og bed smerten i mig som jeg havde gjort så tit. Vi gik tilbage tilbage mod vores skibe og fandt en anden udgang som førte ud til den kæmpemæssig spore-kanon. En ækel tyranide hoppede hen til åbningen som vi stod ved og angreb os, mens vi febrilsk affyrede skud imod den store kanon. Dr. Hauer lagde Gerda på skulderen og trykkede let men sikkert på aftrækkeren, hvorefter en bølge af kød og andre bio-rester væltede os ind i skibet igen. Tyraniden ved indgangen var væk og jeg så vores flåde kæmpe mod tyraniders forvirrede angrebsflåde.

Hjemturen
Vi kæmpede os ombord på vores skibe og rev os løs med en kraftig afterburner-teknik som fik skroget til at lugte af brændt kød.
Det var næsten værre at udmanøvrere tyranideflåderne anden gang end første, men en high yo-yo defense manøvre fik os ud af det sidste belte af skibe, og vi lagde kurs direkte mod Watch Fortress Erioch. Uheldigvis havde vi mistet flere support-motorer og vores indflyvnings computer havde forskudt landings hangaren med flere skibslængder… vi måtte styrte vores skib på Watch Fortress Eriochs landingsbane. Vi var næsten værre tilredt end selve “The Skargul Patrol” som jeg havde hørt historier om som barn i Gothic Krigene.
Jeg styrtede skibet ind i hangarens væg og smadrede en stor del af det ene torpedohus, men alle var i god behold og vores nye cobra skulle nok holde til endnu en tur i fremtiden.

Ind i gabet
magnuspihl magnuspihl

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.